Gode produktbilleder er afgørende for kundens købsbeslutning

Et billede siger mere end 1000 ord. Der er derfor heller ikke nogen tvivl om, at gode produktbilleder er essentielle når man har en webshop. Men hvis et billede siger mere end 1000 ord, hvorfor vælger så mange brands så at anvende billeder, hvor produktet er klippet ud og placeret på en ensfarvet baggrund?  

Når man besøger en fysisk butik, har man mulighed for at se, røre og prøve produktet. Det har man af gode grunde ikke, når man handler på nettet. Derfor er produktbillederne afgørende i beslutningen om at handle via en webshop. Produktbillederne giver brugerne mulighed for at danne sig et visuelt indtryk af produktet. Her tænker jeg ikke kun farve og materiale, men også størrelse og pasform.  

Alligevel ses det ofte at webshops vælger at klippe produkterne ud og placere dem på en ensfarvet baggrund. Det ser måske visuelt pænt ud, men det giver ikke brugeren mulighed for at se produktet i kontekst, og få et reelt billede af hvordan produktet er.  

Baymard Institute argumenterer i artiklen ”The Human Model”, for vigtigheden i at præsentere sine produktbilleder i den kontekst, hvor produktet skal anvendes. Det kan blandt andet være på menneskelige modeller ved f.eks. tøj, sko og smykker. I andre brancher kan det være præsentation af produktet i det miljø det anvendes i, f.eks. en køkkenmaskine i et køkken eller en sofa i et stuemiljø.  

 

Som Baynard Institute anbefaler, bør alle produkter der er designet til at blive båret af mennesker – også vises på menneskelige modeller. På den måde sætter det produktet i kontekst og giver kunden en bedre fornemmelse af pasform, farve og kvalitet.  

Uden kontekst skal kunden selv forsøge at gætte produktets relevans, baseret på mindre hjælpsomme produktbilleder og en beskrivelse af produktet. Det kan i nogle tilfælde resultere i at kunden fravælger produktet, eller ender med at returnere det på grund af fejlkøb. Hvilket hverken er hensigtsmæssigt for kunden eller webshoppen. 

Du har sikkert selv prøvet at bestille noget hjem fra nettet, som du efterfølgende har returneret fordi produktet ikke levede op til dine forventninger, f.eks. fordi produktet så anderledes ud i virkeligheden, eller fordi pasformen ikke stemte overens med dine forventninger. 

 

’The human model’ er især vigtig for webshops der sælger tøj, accessoires (smykker, tasker mm.) og kosmetik, men er bestemt også relevant for andre produkter der har brug for kontekst. Det kan f.eks. være svært at bedømme størrelsen på en køkkenskål ud fra et produktbillede på en hvid baggrund. Placeres skålen i et køkkenmiljø, sammen med en bakke æg og nogle cupcakes, er det straks nemmere for kunden at vurdere størrelsen på køkkenskålen.  

Simple produktbilleder med en ensfarvet baggrund, kan give et simpelt og stilrent udtryk. Spørgsmålet er, om de stilrene billeder hjælper kunden med at få det rigtige indtryk af produktet? I visse brancher kan det være værd at tænke over, hvordan produkterne fremstår og i hvilken kontekst de vises frem. Ved at anvende menneskelige modeller til at fremvise tøj og smykker, eller køkkenprodukter i et køkkenmiljø, giver du dine kunder en større chance for at forstå produktets reelle formål, størrelse og udseende. Det kan i sidste ende betyde flere tilfredse kunder og færre fejlkøb, som både er fordelagtigt for kunden og webshoppen.